En trosbekendelse

Hør her. Først og fremmest må man have respekt for det jordiske. Først og fremmest må man nyde at rydde op, og selvom man ikke kan nyde det, må man gøre det alligevel. Man må gøre rent på sit badeværelse. Som indeni, så udenpå. Man må have hænderne nede i toilettet og gøre det helt rent. Man må ind under sofaen med støvsugeren. Man må fjerne spindelvævene i hjørnerne, vaske gardinerne, sørge for at spise regelmæssigt. Man må lytte til sin krop. Hvis den vil have gulerødder og mandelmælk dagen lang – ok med mig. Vil den have tung mad, så spis tung mad. Hvis jeg spiser gulerødder og mandelmælk dagen lang, så forsvinder jeg ud i æteren, så har jeg intet at stå imod med.

Man må først og fremmest have rødder, der strækker sig ned i jorden. Man må først og fremmest være nær de daglige gøremål. Chop wood, carry water. Man må have fundamentet på plads. Man må nære omsorg for og passe på sit hjem, for sin krop, man må nyde at få rynkede fingre i badet.

Maden fremstilles med kærlighed. Fingrene må holde om strikketøjet, som man holder om en porcelænsfigur. De må kærtegne garnet, og pindene må danse. Fingrene må bevæge sig over instrumentet sirligt, finurligt. De må smyge sig mod tangenternes, strengenes glathed og liste dovent eller hidsigt igennem musikken. Øjnene må mærke det, når lyset er særligt og strækker sine stråler således vidt og bredt over flader, der absorberer eller reflekterer og farver rummet blødt, skarpt eller skyggefuldt. Øjnene er taknemmelige uden at de behøver at skrive, at de er taknemmelige. Øjnene hjælper naturligt med at skabe smukke tableauer, som hjertet kan varme sig ved helt uden, at nogen inspirerede det til det. Kroppen bliver sulten og kalder på føde helt af sig selv.

Mennesket bliver kun mere menneske af blot at være menneske helt i fred. Det vil naturligt inspireres indefra, når der er ro nok. Mennesket får nok de bedste idéer i stilhed, når støjen er væk. De kommer helt tilfældigt, helt uden, at det havde bedt om det. Ofte vil idéerne hellere plante sig helt ufortjent i en let og sjov muld, der af ren umiddelbar glæde støtter udfoldelsen og opblomstringen. Har man kultiveret sin muld for meget, givet den for meget gødning, vandet den for meget, ikke vandet den nok, udpint den; har man forsøgt at betvinge sig mulden, vil frøet ikke næres, for mulden er træt og bør først ligge bræk en rum tid. Ellers kan mulden slet ikke modtage frøet eller passe på det nænsom, kærligt.

Alt med måde.

Kernen, essensen, sjælen, dit Selv med stort s – eksisterer det virkelig? Eller er vi blot en rodebunke af genetik og opvækst? Jeg ser på mine niecer, som jeg så på min lillebror, dengang han voksede op. Jeg var 11 år, da han blev født, og jeg husker stadig fornemmelsen: Her er et væsen. Her er et individ med sine særegne talenter, med ting han foretrækker og ting, han ikke skal bede om. Her er et helligt mysterium. Arv og miljø animeret af en sjæl – det er jeg overbevist om.

Jeg ser på min afdøde farmors krop, som den ligger der i sengen – livløst – men gjort pæn af hjemmehjælperne, der møjsommeligt gav kroppen hendes bedste tøj på. Hun er væk. Tydeligvis afsjælet.

I mange år skammede jeg mig over at være interesseret i det åndelige. Nu er det trådt ud af skyggen og udgør en vigtig del af mit liv. Jeg tror på, at vi inkarnerer af en grund. Jeg tror på, at den grund udfolder sig helt automatisk i vores liv gennem vores interesser, vores traumer, vores udfordringer og vores talenter. Det er ikke et spørgsmål, OM du udlever dit kald. Det er et spørgsmål om hvordan. Jeg tror IKKE på, at vi nødvendigvis er her for at udrette noget ”stort” og ”historisk”. Eller lad mig udtrykke det på den måde; det er mindst lige så stort at stifte familie, have et arbejdsliv og/eller dyrke sine fritidsinteresser, som det er at lede et land eller skabe ”stor” og anerkendt kunst. Hvert eneste lille liv er et helligt mysterium, vi hver især har ansvaret for at forvalte.

Tarot er min spirituelle praksis, min hotline til evigheden. Mit sind skærpes i de minutter jeg sidder og vender opmærksomheden indad. Mit sind skærpes på en måde, der føles som et sværd, der står rankt og spidst. Det er et fokus og en modtagelighed, en let trance jeg ikke kender fra andre aktiviteter. Sådan sidder jeg lidt og meditere med kortene i hånden, inden jeg går i gang.

Jeg har tændt et lys. Jeg har kaldt alle engle ind. Jeg har bedt om beskyttelse under seancen. Der sidder jeg og åbner mit hjerte. Puster til den ild, der brænder derinde, at den må blusse op, så varmen kan brede sig til resten af min krop. At den information, jeg får, er i overensstemmelse med dette organ, der på et energetisk niveau er en vigtig vejviser.

Ja, jeg tror på alt dette, for jeg genkender det som en drøm, der er mere virkelig end virkeligheden. Det er en måde at vige udenom de værste faldgruber i ens personlighed. Det er en måde konstant at finde tilbage, at finde hjem, at have prioriteterne i orden, at være bevidst om sine værdier, at bygge sit hus på en fast grund, der kan bære; at møde verden fra et blødt og hemmeligt sted.

Når jeg har slået mine rødder og åbnet kronen op mod himlen, lader jeg kortene glide rytmisk igennem mine hænder, mens intentionen står printet for mit indre blik. Jeg beder om øjeblikkets vejledning. Må det højeste og bedste nå mig. Jeg blander kortene, indtil jeg mærker en trang til at stoppe og skære dem. Et tal opstår på nethinden. Det antal kort trækker jeg. Disse billeder resulterer ofte først i et enkelt, direkte svar, som efterfølgende vækker en strøm af refleksioner, der åbner for flere spørgsmål. Spørgsmål, der ikke skal jagtes nye svar på. Spørgsmål, der bedst plantes i underbevidsthedens muld som små frø og modnes i mørket. Spørgsmål, der bedst besvares med en tegning eller noget farvelade. Derefter skal de glemmes helt. Tak gives til alle åndelige hjælpere. Lyset pustes ud, og hverdagen sætter ind.

Tarot gør din bevidsthed smidig og fleksibel. Her kan logikken holde lidt ferie og give plads til en måde at opleve verden og dig selv på, der er uforklarlig, men dybt meningsfuld. Det er fornemmelsen, stemning i dig, intuitionen, der regerer her. Ve den, der drukner i dens vande! Jeg har selv været der. Man må have respekt for denne type af bevidsthed. Det tager tid at overgive sig til den, at have tillid til den. Er du afhængig af logik og MÅ vide, hvordan tingene hænger sammen, før du kan godtage noget som sandt, så er du næppe kommet så langt i fortællingen. Men jeg siger dig, i alle mennesker er en længsel mod denne oplevelse, dette tyngdepunkt, som kan vække lige dele frygt og begejstring. For her møder vi potentielt en flig af det hav, der forbinder os alle. Her bliver vores storhed og vores ydmyghed et. Her står alle modsætninger på spidsen uden at ophæve hinanden. Her er vi både raske og syge. Smukke og grimme. Til stede og absolut væk.

Det er vigtigt at pointere, at dette sted – som i tarotten vel bedst beskrives af Måne-kortet og Ypperstepræstinden – dette sted kan du ikke bo i til hverdag. Lige så smukt og opløftende det kan være at flyde ud, lige så upraktisk er det, når der skal støvsuges og toilettet skal gøres rent. Denne bevidsthedstilstand må aflægges 80 procent af tiden, for at verden kan hænge sammen, men jeg vil vove at påstå at holdes de sidste 20 procent ikke i live, vil verden også gå under af den grund.  Det er måske lidt det, der er faren for de fleste nu til dags. For gud hjælpe mig om ikke hverdagen er smuk med al dens planlægning, omsorg og nydelse – og det mener jeg ikke ironisk. Sanselighed kan man også blive væk i. Det er balancen, bevægelsen, dynamikken, jeg efterspørger. At vande begge haver.

Jeg tror på sandhed og konsekvens. At det er rarest og mest givende for andre og dig selv, når du er i livet ærligt og redeligt. Det kan være sværere, end det lyder, men det betaler sig at være tydelig som et fyrtårn i alt slags vejr.

Som vi bliver ældre, finder vi forhåbentligt ud af, at det er nemmere på den lange bane at være ærlig omkring sine præferencer. Det er i hvert fald det, jeg forbinder med at være ”sig selv” – den måske vigtigste åndelige praksis overhovedet. Herigennem bliver vi tydelige for os selv og hinanden. Det kan være så enkelt som at foretrække øl fremfor vin, eller så kompliceret som at være tydelig omkring, at det IKKE er tydeligt lige nu, hvad man vil med sit liv i en alder af 33 år. Den ærlighed er et bærende element, når det kommer til at have det godt og at finde de mennesker, der passer naturligt til én. Har du altid ønsket dig at synge, så meld dig for guds skyld til X-factor og undersøg det. Eller gå til kor. Eller tag sangtimer. Eller køb en sangbog og syng hver dag. Bare gør det! Det handler ikke om, at det er her, du skal tjene dine penge, det handler om, at det er her, du kommer til udtryk. At det er her dit hjerte åbner sig som en glimmerrose i en japansk tegneserie. At det er her dine øjne stråler som stjerner i vintermørket. At det er her du lades op som et batteri og efterfølgende kan videregive din overflod af livsmod og barneglæde via osmose. Syng, for satan, syng!

Det handler ikke om at have fundet ud af det hele på en gang. Det er umuligt. Det handler om at være tydelig og nysgerrig omkring, hvad der rør sig lige nu og tage imod de spørgsmål, som dukker op med kyshånd. Kan du være rummelig over for dig selv, kan du også være det for andre og møde din omverden med brede, åbner horisonter, der giver udsyn, overskud og overblik.

Grænserne. Jeg tror på, at dit ”nej” er lige så helligt som dit ”ja”.

Jeg tror på, at ansvar ikke blot er et spørgsmål om handling, men at mit ansvar først og fremmest handler om mit blik på verden. Hvilke historier fortæller jeg om mit liv? Hvad får de historier mig til at lægge mærke til? Historier er kraftfuld magi, der strukturerer vores liv på et dybt, ubevidst plan. Vi har brug for dem, før vi kan være i verden. At være menneske er at være en historie. At være menneske er at forstå. Er du havnet i en uhyggelig historie, kan du ændre den, men først må du lære af den. Du kan ikke ændre det, du ikke kan gennemskue. Du kan ikke løse en knude, du ikke kan mærke. Det, du ikke vil møde, binder sig tættere til dig. Hvor galt skal det gå, før du fjerner bindet fra dine øjne? Du må forholde dig til realiteterne. Snublestenen er den største hjælper. Så vågn dog op.

Hjælpen er alle vegne, hvis vi vil.

Alt dette er min tro, men hvad er det, jeg gør?

Når vi er gået bort; når vi har rejst gennem tågerne og finder fred i lyset, så tror jeg, at vi kan hvile der, så meget som vi har brug for. Jeg ved det ikke, men jeg tror, vi kan drikke af Kilden, til vi er mere end mætte. Jeg tror, vi kan pierce himmelhvælvingen med den ene intention og sende vores støtte til de efterladte med den anden, mens vi blomstrer som en lilje med den tredje. Jeg tror også, at vi allerede der længes efter den blå himmel, efter kødet, efter sanserne, at vi inkarnerer igen, igen, igen med den fjerde, den femte, den sjette intention, etcetera.

Måske er livet en lang fremkaldelse, hvor dit væsen træder frem tydeligere og tydeligere, indtil du en dag ligger på dit dødsleje og kan se tilbage på et samlet billede. På sin egen klodsede måde står det smukt op imod lyset.